Gældende fra d. 2 juni 2025.
Vilkår og betingelser – KINTO Share og KINTO Flex
02-05-2025
1. INDLEDNING
1.1 Disse vilkår ("Vilkår") gælder for leje af person- og varebiler gennem KINTO, der er ejet og drevet af Toyota Danmark A/S.
1.2. KINTO kan kontaktes på: KINTO, Toyota Danmark A/S, Dynamovej 10, 2860 Søborg, e-mail: kundeservice.share.dk@kinto.services, telefon +45 80 20 30 40.
1.3. Såvel enkeltpersoner som en virksomheds medarbejdere kan leje gennem Tjenesten til Privat Brug eller til Professionelt Brug når Brugeren har oprettet en KINTO konto og virksomheden er blevet godkendt til leje til Professionelt Brug.
1.4. Ved at markere i afkrydsningsfeltet "Jeg accepterer" ved registrering af Tjenesten bekræfter Brugeren og virksomheden, at de har læst og accepteret disse Vilkår. Disse Vilkår er en del af aftalen ("Aftalen"), der er indgået mellem os og Brugeren vedrørende brugen af KINTO Share Tjenesten eller KINTO Flex Tjenesten, igennem hvilken Brugeren kan leje et Køretøj af os på de betingelser, der er angivet i Aftalen.
1.5. Afhængigt af de valg, som Brugeren foretager ved reservation på Hjemmesiden eller på App’en, bruger Brugeren enten KINTO Share Tjenesten eller KINTO Flex Tjenesten, når Brugeren lejer et Køretøj. KINTO Share er en altomfattende bilmobilitetsløsning, hvor Brugeren får adgang til en lang række delebiler, der er tilgængelige til afhentning døgnet rundt. KINTO Flex er et lejekoncept, hvor Brugeren kan leje en bil i løbende måned + 4 måneder. Lejeaftalen er uopsigelig i lejeperioden.
2. DEFINITIONER
2.1 Ved "Aktiv(e) Lejeperiode" forstås for KINTO Share den periode, hvor Brugeren har påbegyndt leje ved at låse Køretøjet op via App’en eller via vores kundeservice, og indtil Brugeren har returneret Køretøjet til det sted, der er angivet af os, låst Køretøjet og afsluttet lejen via App’en eller vores kundeservice. For KINTO Flex forstås ved ”Aktiv(e) Lejeperiode” den periode, der starter og slutter som angivet i lejeaftalen, og når Brugeren returnerer Køretøjet og dets nøgler til det sted, hvor Køretøjet blev afhentet, eller et andet sted, der er angivet af os.
2.2 Ved "App" forstås mobilapplikationen til iPhone og Android designet og ejet af TDK, der giver adgang til Tjenesten (inklusive relateret dokumentation, indhold, materiale, digitale billeder, stockfotografier, clipart, skrifttyper, lyde eller andre kunstneriske værker leveret i forbindelse hermed).
2.3 Ved "Bruger", eller "Brugerens" forstås enhver fysisk person, der abonnerer på Tjenesten.
2.4 Ved "Brugerens betalingskort" forstås det betalingskort eller kreditkort, der er registreret af Brugeren til betaling for brugen af Tjenesten.
2.5 Ved "Brændstofkort" forstås det betalingskort, som Køretøjet er udstyret med, og som Brugeren skal bruge, når Brugeren betaler for brændstof til Køretøjet fra den benzinstationskæde, som brændstofkortet er gyldigt for. Brændstofkort er tilgængeligt i KINTO Share biler (ej i KINTO Flex biler).
2.6 Ved "Hjemmeside” forstås den hjemmeside, der er tilgængelig på https://kinto.services/dk/kinto-share eller https://www.kinto-mobility.dk/kinto-flex (afhængigt af konteksten).
2.7 Ved "Gebyroversigt" forstås den liste med gebyrer, der til enhver tid er gældende for Tjenesten. Den aktuelt gældende Gebyroversigt er tilgængelig på Webstedet.
2.8 Ved "Køretøj" forstås en personbil eller varevogn, som Brugeren lejer ved brug af Tjenesten.
2.9 Ved "KINTO", ”Selskabet”, "vi", "os" og "vores" forstås, afhængigt af konteksten, TSW eller TDK.
2.10 Ved "KINTOs online bestillingsportal " forstås Hjemmesiden og App (afhængigt af konteksten).
2.11 Ved "Konto" forstås Brugerens eller virksomhedens konto, der kan administreres via KINTOs online bestillingsportal.
2.12 Ved "Lejeperiode" forstås den periode, for hvilken Brugeren har lejet et Køretøj.
2.13 Ved "Tilknyttet selskab" forstås enhver enhed, der direkte eller indirekte kontrollerer, bliver kontrolleret af eller er under fælles kontrol med en anden enhed.
2.14 Ved "Prisliste" forstås den prisliste, der til enhver tid er gældende for betaling for brug af Tjenesten, herunder betaling for brug af Tjenesten. Den aktuelt gældende Prisliste er tilgængelig på Hjemmesiden.
2.15 Ved "Privat Brug" forstås Brugerens brug af Tjenesten uden for sit ansættelsesforhold.
2.16 Ved "Professionelt Brug" forstås Brugerens brug af KINTO Share Tjenesten som en del af Brugerens ansættelse.
2.17 Ved "Support" forstås levering af Supporttjenester enten fra os, et af vores Tilknyttede Selskaber eller en Tredjepartstjenesteudbyder til Brugerens brug af Tjenesten.
2.18 Ved "TDK" forstås Toyota Danmark A/S, CVR-nr. 48456316, Dynamovej 10, 2860 Søborg, Danmark.
2.19 Ved "Tredjepartsudbyder" forstås enhver anden tjenesteudbyder end TDK, TSW eller andre af vores Tilknyttede Selskaber, og som medvirker til at levere Tjenesten eller Support til Brugeren.
2.20 Ved "Tjeneste" forstås KINTO Share Tjenesten eller KINTO Flex Tjenesten, der er stillet til Brugerens rådighed via KINTOs online bestillingsportal.
2.21 Ved "Vilkår" forstås nærværende vilkår.
3. BRUG AF VORES APP
3.1 App’en er licenseret til Brugeren, ikke solgt til Brugeren. Brugeren kan gratis installere eller få adgang til App’en (med undtagelse af eventuelle omkostninger til Brugerens mobiloperatør) på Brugerens mobile enhed.
3.2 Med forbehold for Brugerens accept og overholdelse af disse Vilkår giver vi Brugeren en begrænset, ikke-eksklusiv licens, som hverken kan viderelicenseres eller videreoverføres (afhængigt af konteksten) til (a) at installere eller få adgang til App’en på en eller flere kompatible mobilenhed(er), som Brugeren ejer eller har legitim råderet over, og (b) at bruge App’en til at få adgang til Tjenesten, se dokumentation, materiale, information og data, der gøres tilgængelig for Brugeren via App’en, og (c) at indtaste data og anden information via App’en.
3.3 Den internetforbindelse, der kræves for at kunne bruge App’en, og de eventuelle omkostninger (f.eks. udgifter til mobildata), der er forbundet med Brugerens brug af App’en, er alene Brugerens ansvar og sker udelukkende for Brugerens regning. Overførsel og modtagelse af realtidsopdateringer til og fra App’en kræver en online-forbindelse (f.eks. Wi-Fi, 3G, 4G, 5G, LTE) mellem Brugerens mobile enhed og internettet. Udgifterne hertil er et anliggende mellem Brugeren og Brugerens udbyder i henhold til deres indbyrdes aftale og udbyderens gældende betalingsbetingelser.
3.4 Opdateringer, fejlrettelser, forbedringer (f.eks. af funktioner eller andre data vedrørende App’en) gøres tilgængelige for Brugeren til download på Brugerens mobile enhed.
3.5 Alle Immaterielle Rettigheder, ejendomsret, adkomst og interesse i, og som vedrører App’en og den software, der understøtter Tjenesten, tilhører TDK og/eller dennes licensgivere.
3.6 Brugeren må ikke, hverken i eget navn eller gennem andre, (a) sælge, leje, lease, videresælge, udlåne eller på anden måde give adgang til App’en til nogen tredjepart; (b) uden vores forudgående samtykke genskabe komponenter, dekompilere, ændre, adskille eller udarbejde enheder, som er afledt af App’en; (c) forsøge at rekonstruere eller finde kildekode eller underliggende ideer, algoritmer, filformater, datastrukturer eller andre aspekter af App’en; (d) fjerne, ændre eller tilsløre produkt- eller tjeneste-identifikatorer, copyright, varemærke eller anden angivelse om Immaterielle Rettigheder eller meddelelser, instruktioner, ansvarsfraskrivelser eller andre kendetegn fra nogen del af App’en; (e) overføre eller på anden måde udsætte App’en for virus, orm, trojansk hest, tidsbombe, webfejl, spyware eller enhver anden computerkode, -fil eller -program, der kan eller er beregnet til at skade eller kapre driften af hardware, software eller telekommunikationsudstyr, eller enhver anden faktisk eller potentielt skadelig, forstyrrende eller invasiv kode eller komponent; (f) sælge, licensere eller med kommercielt formål udnytte brugen af eller adgangen til App’en; (g) overføre eller videregive Brugerens adgangskode, ej heller midlertidigt, til en tredjepart; (h) bruge App’en til ulovligt, umoralsk eller uautoriseret formål, (i) bruge App’en til ikke-personlige eller kommercielle formål uden vores eller vore Tilknyttede Selskabers udtrykkelige forudgående skriftlige samtykke, eller (j) tilgå eller bruge Tjenesten til bedragerisk, kriminel, ærekrænkende, chikanerende eller skadevoldende formål eller at deltage i eller fremme ulovlig aktivitet eller at bryde, krænke eller overtræde tredjemands immaterielle ejendomsret, privatliv eller andre rettigheder eller Immaterielle Rettigheder.
3.7 Alle KINTOs varemærker ejes eller kontrolleres af Toyota Group, uanset om de indgår i App’en eller ej, og logoer relateret til ovenstående er Toyota Groups varemærker eller servicemærker, der ejes af os eller vores licensgivere. Bortset fra det, der kræves for Brugerens brug af og adgang til App’en og Tjenesten, har Brugeren ikke ret til at bruge sådanne mærker uden tilladelse fra den respektive ejer. Brugeren må ikke fjerne, tilsløre eller ændre nogen af de beskyttede meddelelser, der er påført eller indeholdt i App’en eller i tjenester relateret til App’en.
3.8 I dette pkt. skal "Immaterielle Rettigheder" forstås som alle juridiske rettigheder eller interesser, der er godtgjort ved eller er indeholdt i: (a) enhver idé, design, koncept, teknik, opfindelse, opdagelse eller forbedring, uanset patenterbarhed, men inklusive patenter, patentansøgninger, forretningshemmeligheder og knowhow; (b) ethvert forfatterværk, uanset om det kan ophavsretsbeskyttes, men inklusive ophavsret og eventuelle moralske rettigheder anerkendt ved lov; (c) ethvert varemærke, handelsnavn eller servicemærke, og (d) alle andre Immaterielle Rettigheder, ejendomsret eller lignende rettigheder, herunder tilhørende goodwill, og i hver enkelt tilfælde på global basis.
3.9 Alle produkter og tjenester, der er annonceret i App’en, kan trækkes tilbage eller ændres når som helst uden varsel. Kontakt den autoriserede forhandler for oplysning om tilgængelighed og produkt- og tjenestespecifikation, inden Brugeren bestiller dem. Alle priser, der vises i App’en, er anbefalede detailpriser.
4. UDBUD AF TJENESTERNE
4.1 Privat Brug
4.1.1 KINTO Share og KINTO Flex udbydes på lejebasis til Privat Brug til forbrugere, der har en gyldig KINTO Konto, og som til enhver tid opfylder betingelserne i disse Vilkår.
4.1.2 Lejes Køretøjet til Privat Brug, opkræves Brugeren direkte.
4.2 Professionelt Brug
4.2.1 KINTO Share udbydes til Professionelt Brug til virksomheder, der har en gyldig KINTO Konto, hvorefter virksomhedens medarbejdere kan leje delebiler til Professionelt Brug.
4.2.2. Køretøjet er lejet til Professionelt Brug, når dette angives i KINTOs online bestillingsportal i forbindelse med lejen.
4.2.3 Lejes et Køretøj til Professionelt Brug, opkræves virksomheden for lejen.
4.2.4 Virksomheden eller vi opretter virksomheden som Bruger i KINTOs online bestillingssystem. Virksomheden oprettes med CVR-nr., adresse, telefonnummer, e-mailadresse og enten betalingskort eller faktureringsoplysninger. Virksomheden må ikke overdrage sit login til andre eller lade andre benytte virksomhedens login.
4.2.5 Når en virksomhed har oprettet sin KINTO Share Konto og denne Konto er blevet godkendt af os, kan virksomheden invitere virksomhedens medarbejdere til at registrere sig til at leje en bil gennem virksomhedens profil (se pkt. 5 nedenfor). Virksomheden hæfter for alle indgåede lejeaftaler ved brug af virksomhedens Konto. Virksomhedens medarbejdere er underlagt samme vilkår som øvrige kunder, jf. punkt 5.3.
4.2.6 Det er en betingelse for, at virksomhedens medarbejdere kan leje en bil gennem KINTO Share eller KINTO Flex til Professionelt Brug, at såvel virksomheden som den enkelte medarbejder er oprettet i KINTOs online bestillingsportal og har en gyldig Konto. Medarbejderen og virksomheden skal til enhver tid opfylde kravene i nærværende Vilkår.
4.2.7 I forbindelse med oprettelsen af en lejeaftale skal medarbejderen oplyse, om Køretøjet lejes til Privat Brug eller til Professionelt Brug. Det er virksomhedens eget ansvar, at medarbejderne overholder virksomhedens interne regler for leje af biler.
5. OPRETTELSE SOM BRUGER
5.1 For at blive oprettet som KINTO Share Bruger eller KINTO Flex Bruger skal personen oprette en Konto i KINTOs online bestillingsportal.
5.2 Ved oprettelsen skal Brugeren oplyse navn, kørekortnummer, fødselsdato, privatadresse, telefonnummer, personlig e-mailadresse og betalingsoplysninger samt verificere disse oplysninger ved brug af MitID. Hvis Brugeren skal knyttes til virksomhedens profil, skal Brugeren anvende det link som blev udstedt af virksomheden. Desuden skal Brugeren uploade en kopi af sit kørekort. Såfremt Brugeren ikke har MitID til verificering af oplysningerne, skal Brugeren uploade en kopi af sit kørekort sammen med et foto af Brugeren selv, hvoraf også forsiden af kørekortet fremgår.
5.3 For at være berettiget til at bruge Tjenesten skal Brugeren opfylde følgende:
• være mellem 20 og 80 år for både KINTO Share og KINTO Flex
• på nøjagtig, sandfærdig og fyldestgørende måde oplyse om alle persondata og anden obligatorisk information og dokumentation, der udbedes under brugerregistreringsprocessen (anden data kan eventuelt udbedes på frivillig basis)
• acceptere disse Vilkår og alle opdaterede vilkår ved at sætte kryds i feltet i KINTOs online bestillingsportal
• være indehaver af et gyldigt kørekort, kategori B eller tilsvarende, som er udstedt inden for Den Europæiske Union (kørekort udstedt udenfor Den Europæiske Union og/eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde eller Schweiz accepteres alene, hvis de ledsages af en international køretilladelse eller en gyldig oversættelse af det nationale kørekort), der gælder i mindst 12 måneder
• ikke have fået dom for kørsel under indflydelse af alkohol eller stoffer i de seneste to år, inden reservationen af Tjenesten foretages, og
• ikke være registreret som dårlig betaler i RKI.
5.4 Det er Brugerens ansvar at beskytte Brugerens adgangskode til brug af Tjenesten og forhindre unødigt brug eller adgang fra tredjeparter. I tilfælde af tab eller mistanke om tab af en af Brugerens adgangskoder, skal Brugeren straks lave nye, eller - hvis det ikke er muligt - enten bruge indstillingen Glemt Kodeord i App’en eller underrette os med det samme, så vi kan træffe passende foranstaltninger. I pkt. 1.2 beskrives, hvordan Brugeren kontakter os.
5.5 Brugeren er til enhver tid ansvarlig for rigtigheden af persondata eller andre data, der leveres til os under registreringsprocessen, og vi kan under ingen omstændigheder drages til ansvar for tab eller skade, en part måtte lide som følge af forfalskning af og unøjagtighed i de af Brugeren til brug for registreringen leverede oplysninger og dokumentation. Hvis Brugeren har brug for at ændre personlige oplysninger på Brugerens konto, bedes Brugeren kontakte os hurtigst muligt, så vi kan foretage de nødvendige ændringer.
5.6 I tilfælde af at vi (eller et af vores Tilknyttede Selskaber) af en eller anden grund ikke kan validere de dokumenter, Brugeren har leveret, kan vi forlange, at Brugeren fremsender et af disse dokumenter en gang til med henblik på validering. Hvis Brugeren under registreringsprocessen ved en fejl uploader en forkert dokumentation, skal Brugeren ringe til vores Support, hvis nummer vil fremgå, når Brugeren har tilmeldt sig App’en.
5.7 Hvis Brugeren mister eller ødelægger den mobile enhed, som App’en er downloadet på, skal Brugeren straks meddele os dette, så vi kan blokere Brugerens Konto og derved undgå forkert brug heraf. Brugeren får besked via e-mail om, at brug af Kontoen er blokeret. Får vi ikke besked om tab eller ødelæggelse af Brugerens mobilenhed, vil Brugeren blive holdt ansvarlig for eventuelle skader, der kan være forårsaget af denne grund, især hvis tabet medfører risiko for tyveri, beskadigelse eller misbrug af et Køretøj.
5.8 Mister Brugeren sit kørekort eller afmeldes dette, vil retten til at bruge denne service straks blive suspenderet i den periode, hvor kørekortet er mistet eller tilbagetrukket. Brugeren skal uden unødig forsinkelse give os besked om suspensionen eller begrænsning i Brugerens ret til at føre et Køretøj, om virkningen af et eventuelt kørselsforbud eller midlertidig tilbagetrækning eller tilbageholdelse af Brugerens kørekort. Når kørekortet er blevet fornyet eller genskabt efter tilbagetrækningen, skal Brugeren validere det for at kunne benytte Tjenesten igen.
5.9 Vi forbeholder os ret til at afvise registrering, hvis vi har grund til at tro, at Brugeren ikke vil respektere disse Vilkår, eller hvis der opstår mistanke om uautoriseret, svigagtig eller forkert brug af Brugerens adgangskoder. Brugeren har i så tilfælde ikke ret til at klage eller kræve erstatning.
6. LEJE OG AFBESTILLING
6.1 Et KINTO Share Køretøj reserveres i App’en eller på Hjemmesiden. Et KINTO Flex Køretøj reserveres alene på Hjemmesiden. Accept af Brugerens reservation er betinget af godkendelse af os efter eget skøn og/eller yderligere kriterier, der til enhver tid er fastlagt af os og/eller vores Tilknyttede Virksomheder og/eller vores/deres forsikringsudbydere. Et Køretøjs reservation er bekræftet, når vi kommunikerer det til Brugeren ved hjælp af en meddelelse i KINTOs online bookingportal.
6.2 Brugeren kan, afhængigt af niveau, have flere kommende reservationer ad gangen, dog kan reservationer ikke overlappe hinanden (dvs. at Brugeren ikke kan have to reservationer for det samme tidspunkt).
6.3 Den mindste lejeperiode er en time for KINTO Share og løbende måned + 4 måneder for KINTO Flex.
6.4 Brugeren må ikke overføre eller overlade reservationen til nogen anden person (hverken fysisk eller juridisk person).
6.5 Køretøjet skal bestilles, før det kan afhentes. Et Køretøj kan kun bruges, hvis det er bestilt på forhånd og brugeren har modtaget en bekræftelse på ordren.
6.6 Køretøjet kan lejes på et hvilket som helst tidspunkt på dagen (gælder KINTO Share).
7. AFHENTNING AF KØRETØJET
7.1 Brugeren skal afhente Køretøjet på det sted, der vises i App’en eller i den tilsendte "reservationsbekræftelse" (mail). For KINTO Flex vil afhentningstidpunktet for Køretøjet blive aftalt direkte mellem Brugeren og den forhandler, hvor Køretøjet skal afhentes.
7.2 For KINTO Share skal Brugeren bruge App’en for at låse Køretøjet op. For KINTO Flex udstedes kun fysiske nøgler.
7.3 Brugeren er ansvarlig for sikker opbevaring af nøgler. Hvis nøglen ikke returneres sammen med Køretøjet, eller hvis nøglen er blevet kopieret, hæfter Brugeren for alle omkostninger til skift af låse og til fremstilling af nye nøgler til Køretøjet.
7.4 Inden Køretøjet tages i brug, skal Brugeren undersøge bilens stand. Indvendigt tjekkes advarselslamper, og fejl skal afhjælpes inden kørsel. Udvendigt tjekkes for skrammer, buler, punkteringer o.l.
7.5 Eventuelle fejl og mangler indberettes via App’en. Når disse er indberettet, vil sådanne fejl og mangler fremgå af App’en (gælder KINTO Share).
7.6 Brugeren må ikke anvende Køretøjet, hvis dette fremstår skadet og/eller i ikke forskriftsmæssig stand, eller hvis der opleves køretekniske problemer. Gør Brugeren os ikke opmærksom på skader og mangler forud for brug af Køretøjet, hæfter Brugeren for sådanne eventuelle skader og mangler ved Køretøjet.
8. AFLEVERING AF BILEN
8.1 Brugeren skal returnere Køretøjet senest ved udløbet af Lejeperioden. Inden Lejeperioden udløber, kan Brugeren dog til enhver tid forlænge reservationen via App’en, forudsat at det pågældende Køretøj er tilgængelig for en forlængelse (gælder KINTO Share).
8.2 Aflevering af Køretøjet er korrekt foretaget, hvis følgende er opfyldt: Køretøjet skal altid afleveres på Køretøjets faste parkeringsplads. Hvis den faste parkeringsplads er optaget af andre biler, skal Brugeren straks kontakte kundeservice. Det er Brugerens ansvar at finde en offentlig lovlig parkeringsplads i nærheden af den faste parkeringsplads og parkere Køretøjet lovligt. Parkeres Køretøjet ulovligt og kontaktes kundeservice ikke som anført, skal Brugeren betale evt. parkeringsafgifter og/eller bøder, der pålægges Køretøjet.
8.3 Køretøjet skal aflåses ved afleveringen.
8.4 Hvis KINTO skal afhente Køretøjet uden for den anviste KINTO parkeringsplads uden KINTOs forudgående samtykke opkræves et [tillægsgebyr].
8.5 Ved aflevering af Køretøjet er det Brugerens ansvar at kontrollere følgende:.
• Køretøjet er komplet og indeholder alle nødvendige papirer, nøgler (kun for KINTO Flex) og benzinkort (gælder KINTO Share).
• Køretøjet er inspiceret for skrammer, buler, kontrollamper, fejl og mangler, og disse er rapporteret i App’en (gælder KINTO Share)
• Køretøjet indeholder alt dertil hørende udstyr
• Køretøjet er tømt for affald og personlige ejendele
• Køretøjet fremtræder i samme stand som ved udleveringen
8.6 Hvis Køretøjet afleveres efter udløbet af Lejeperioden opkræves et tillægsgebyr.
8.7 Hvis rengøring af Køretøjet udover almindelig støvsugning og vask er nødvendig, betaler Brugeren alle omkostninger herved.
8.8 Hvis Køretøjet er en benzin- eller dieselbil, skal Brugeren (ved KINTO Share) sikre, at Køretøjet returneres med brændstoftanken mindst halvt fuld. Hvis Køretøjet returneres med tanken mindre end halvt fuld, vil Brugeren blive opkrævet et ekstra gebyr.
8.9 Hvis Køretøjet er en elbil, er Brugeren forpligtet til at sørge for, at Køretøjet sættes til opladning ved afslutning af lejeperioden, såfremt opladning er tilgængelig på den tildelte parkeringsplads. Sker dette ikke, opkræves Brugeren et gebyr.
8.10 For KINTO Share må Brugeren kun tanke bilen på den tankstationskæde, som Brændstofkortet er gyldigt til. Hvis Brændstofkortets pinkode (for oplysninger om Brændstofkortets pinkode, se App’en) af en eller anden grund ikke virker, er manuel betaling ved hjælp af Brændstofkortet på den aktuelle tankstation mulig ved fremvisning af gyldigt ID. For KINTO Share er brændstof inkluderet i gebyrerne for Tjenesten. For KINTO Flex er brændstof ikke inkluderet i gebyrerne.
8.11 Brændstofkortet må ikke bruges til at betale for andre varer eller tjenester end brændstof og produkter til Køretøjet, f.eks. sprinklervæske og motorolie. Brændstofkortet må ikke bruges til andre køretøjer end Køretøjet.
8.12. Ved mistanke om snyd med Brændstofkortet (f.eks. usædvanligt antal hævninger sammenholdt med den Aktive Lejeperiode) eller anden ikke autoriseret brug af Brændstofkortet kan vi opkræve et beløb, der svarer til det beløb, der er hævet fra Brændstofkortet. Beløbet hæves fra Brugerens betalingskort. Brugeren kan anfægte opkrævningen ved at kontakte os. Vores kontaktoplysninger er anført i punkt 1.2.
8.13 Hvis en KINTO Share-bruger selv betaler for tankning af Køretøjet, f.eks. hvis den kæde, som Brændstofkortet gælder til, ikke er tilgængelig ved tankingen, kan Brugeren få refunderet den faktiske udgift til brændstof ved at sende den originale kvittering eller en scannet kopi heraf til os senest 10 dage efter afslutningen af Lejeperioden.
8.14 Brugeren er forpligtet til at tanke med den type brændstof, der er angivet til Køretøjet på tankdækslet. Tankning med en anden type brændstof end det angivne er absolut forbudt og kan forårsage alvorlig skade eller gøre Køretøjet ubrugeligt. Forkert påfyldning af Køretøjet vil resultere i opkrævning af gebyr samt eventuelle omkostninger som en konsekvens af brug af den forkerte brændstoftype, herunder rensning af motor, reparation samt bugsering af Køretøjet til et af KINTO anvist værksted.
9. BRUG AF KØRETØJET
9.1 Brug af Køretøjet skal ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende Prisliste, Gebyroversigt, instruktionsbøger, forsikringsbetingelser samt nærværende Vilkår.
9.2 For KINTO Share gælder der ingen øvre grænse for antal kørte kilometer i lejeperioden (virksomheder kan dog have fastsat interne regler for medarbejderes brug af lejebil). Det er virksomhedens eget ansvar, at medarbejderne overholder virksomhedens interne regler. På KINTO Flex er den øvre grænse 15.000 kørte km i løbet af lejeperioden.
9.3 Køretøjet må kun føres af den Bruger, der har tilmeldt sig som bruger i KINTOs online bestillingsportal.
9.4 Køretøjet må kun føres af Brugeren, hvis Brugeren har gyldig ret til at føre Køretøjet og ikke har fået inddraget, frakendt eller indskrænket sit kørekort eller mistet evnen til at føre en bil på forsvarlig vis.
9.5 Brugeren må ikke benytte Køretøjet i ulovligt øjemed eller på ulovlig måde, herunder efter indtagelse af alkohol, narkotika eller anden form for rusmiddel, der nedsætter dømmekraften eller reaktionsevnen.
9.6 Brugeren skal betale alle omkostninger, afgifter samt parkerings- eller andre bøder, som pålægges som følge af Brugerens overtrædelse af færdselsloven eller i øvrigt i forbindelse med brugen samt aflevering af Køretøjet. Dette gælder også parkeringsbøder udstedt efter aflevering af Køretøjet som følge af overskridelse af de for parkeringspladsen gældende vilkår og opsatte skilte, såfremt Køretøjet ikke har været benyttet i mellemtiden.
9.7 Vi kan give politiet oplysning om hvilken Bruger, der i et bestemt tidsrum har benyttet Køretøjet.
9.8 Hvis Brugeren anvender Køretøjet i strid med betingelserne i disse Vilkår, ophører Brugerens ret til at leje biler gennem KINTO Share eller KINTO Flex uden yderligere varsel.
9.9 Under Brugerens brug af et Køretøj, skal Brugeren:
• afhente Køretøjet på det angivne sted, og parkere det samme sted ved aflevering og senest ved afslutning af Lejeperioden; alle lys skal slukkes, og Køretøjet skal være i samme stand, som da det blev modtaget (undtagen almindelig slitage hidrørende fra korrekt brug).
• undlade at bruge Køretøjet til envejsrejser
• kontrollere, at alle ejendele er behørigt fjernet fra Køretøjet, når det returneres. Vi kan under ingen omstændigheder holdes ansvarlige for personlige ejendele, som er gået tabt, blevet stjålet eller beskadiget
• altid have et gyldigt kørekort på sig, mens Brugeren bruger Køretøjet
• overholde alle juridiske krav vedrørende drift og brug af Køretøjet
• holde Køretøjet i perfekt stand efter vedligeholdelsesinstrukserne i brugermanualen og i garantibogen. Enhver skade på Køretøjet, som er forårsaget af usædvanlig eller forkert brug (uagtsomhed, brud på tilbehør, tab af nøgler, osv.), forudsat at det ikke er dækket af forsikringen, vil derfor berettige os eller vores Tilknyttede Selskaber til at kræve erstatning for de tab, der er lidt. Dette inkluderer brug af den rigtige type brændstof til Køretøjet. I tilfælde af fejl forbeholder vi os ret til at opkræve ekstra omkostninger, blandt andet baseret på de omkostninger, vi ville blive påført, hvis Køretøjet skal udskiftes med et Køretøj i god stand.
• straks standse Køretøjet, hvis en alarm lyser på instrumentbrættet, og derefter kontakte os for en vurdering af, om fortsat kørsel kan forsvares.
• uden unødig forsinkelse underrette os om skader, der skyldes voldelige handlinger eller ulykker, som Brugeren bliver bekendt med før, under eller efter bestillingen.
• tage passende skridt ved afslutningen af brugen af Køretøjet for at undgå tyveri, altid rulle vinduerne op og låse med centrallåsen.
• ved tyveri af Køretøjet straks informere os om Køretøjets stand og melde tyveriet til det lokale politi.
9.10 Hvis du vil anvende Køretøjet udenfor Danmark skal du kontakte kundeservice herom, da der kan gælde særlige regler for brug af Køretøjet udenfor Danmark.
9.11 Under Brugerens brug af et Køretøj må Brugeren ikke:
• anvende Køretøjet udenfor Danmarks grænser.
• bruge Køretøjet til transport af dyr (herunder hunde).
• ryge eller tillade andre at ryge i Køretøjet.
• efterlade Køretøjet under utilstrækkelige hygiejniske forhold.
• tillade nogen tredjepart at føre Køretøjet eller videregive sine adgangsdata til tredjeparter, heler ikke hvis disse tredjeparter også er brugere af Tjenesten.
• transportere børn eller babyer uden korrekt hævning af sædet eller brug af barnesæde, og ved behørig overholdelse af producentens anvisninger vedrørende installation af babysæder
• deaktivere passagerairbag eller på nogen måde ændre Køretøjets geolokaliserings-, overvågnings- og kontrolværktøjer
• foretage nogen form for æstetisk eller teknisk ændring i Køretøjet uden vores udtrykkelige, forudgående, skriftlige samtykke
• installere reservedele og tilbehør i Køretøjet eller foretage nogen form for reparation heraf uden vores udtrykkelige forudgående, skriftlige samtykke
• bruge Køretøjet til lejet transport af passagerer eller varer
• bruge Køretøjet til ulovlige formål eller på en ulovlig måde, herunder efter indtagelse af alkohol, narkotiske stoffer eller andre rusmidler, der forringer dømmekraft eller evne til at reagere
• videreudleje Køretøjet
• bruge Køretøjet til konkurrencer, løb eller nogen anden form for testkørsel
• trække andre Køretøjer
• køre væk fra offentlige veje eller køre i områder, der ikke er åbne for almindelig trafik
• bruge Køretøjet til entreprenørtransport eller transport af varer eller fødevarer, der forårsager ubehagelig lugt eller usædvanlig slitage
• Overhælde gældende færdselslovgivning, herunder fartgrænser
10. VORES FORPLIGTELSER
10.1 KINTO Share
10.1.1 For KINTO Share gælder følgende vedrørende vores levering af Køretøjet, erstatningskøretøjer osv.
10.1.2 Vi leverer Køretøjer, efter at Brugeren har foretaget en reservation og er blevet godkendt af os på App’en eller på Hjemmesiden.
10.1.3 Hvis Køretøjet ikke er tilgængeligt på det udpegede sted eller ikke er anvendeligt i starten af den Aktive Lejeperiode, skal vi i det omfang det er muligt forsøge at skaffe et erstatningskøretøj.
10.1.4 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og nedbruddet er direkte eller indirekte forårsaget af Brugeren, vil vi primært forsøge at afhjælpe nedbruddet. Hvis dette ikke er muligt, anses Lejeperioden for at være afsluttet. Hvis Brugeren ønsker det, skal vi forsøge at levere et erstatningskøretøj til fortsættelse af lejen for Brugerens regning. Brugeren refunderer os eventuelle omkostninger i forbindelse med at bringe det defekte Køretøj tilbage.
10.1.5 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og nedbruddet er direkte eller indirekte forårsaget af os, vil vi primært forsøge at afhjælpe fejlen og sekundært tilbyde en erstatningsmulighed eller et erstatningskøretøj for vores regning. Hvis dette ikke er muligt, tilbyder vi en passende alternativ transport til destinationen eller tilbage til det aftalte sted.
10.1.6 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og sammenbruddet skyldes en leverandør uden for vores ansvarsområde (herunder men ikke begrænset til leverandører af teletjenester og brændstof), er vi ikke forpligtet til at levere et nyt Køretøj.
10.1.7 Hvis vi leverer tjenesten "Vejhjælp", dvs. en forsikring for at modtage assistance i tilfælde af uventede hændelser, mens Brugeren bruger Køretøjet, er vi ansvarlige for omkostninger i forbindelse med brugen af Tjenesten.
10.2 KINTO Flex
10.2.1 For KINTO Flex gælder følgende vedrørende vores levering af Køretøjet, erstatningskøretøjer osv.
10.2.2 Vi er forpligtede til at sikre, at Køretøjet er tilgængeligt på det aftalte sted ved starten af den Aktive Lejeperiode. Brugeren afhenter Køretøjet sammen med nøgler m.m. på det aftalte sted. Brugeren er klar over, at den Aktive Lejeperiode begynder ved start af den Aktive Lejeperiode, uanset om Køretøjet afhentes på KINTO-stedet eller ej.
10.2.3 Hvis et Køretøj af den aftalte type ikke er tilgængeligt på det udpegede sted eller ikke kan bruges fra starten af den Aktive Lejeperiode, skal vi uden ekstra omkostninger for Brugeren stille et nyt Køretøj til rådighed, som skal have samme eller højere prisniveau som det, der er omfattet af lejen.
10.2.4 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og nedbruddet er direkte eller indirekte forårsaget af Brugeren, vil vi primært forsøge at afhjælpe nedbruddet. Hvis dette ikke er muligt, anses lejeperioden for afsluttet. Hvis Brugeren ønsker det, forsøger vi at levere et erstatningskøretøj til fortsættelse af rejsen for Brugerens regning. Brugeren refunderer os eventuelle omkostninger i forbindelse med at bringe det defekte Køretøj tilbage.
10.2.5 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og nedbruddet er direkte eller indirekte forårsaget af os, vil vi primært forsøge at afhjælpe fejlen og sekundært tilbyde et erstatningskøretøj for resten af den Aktive Lejeperiode for vores regning.
10.2.6 Hvis der opstår et nedbrud i løbet af den Aktive Lejeperiode, og nedbruddet skyldes en leverandør uden for vores ansvarsområde (herunder, men ikke begrænset til leverandører af teletjenester og brændstof), er vi ikke forpligtet til at levere et nyt Køretøj.
10.2.7 Hvis vi leverer tjenesten "Vejhjælp", dvs. en forsikring til at modtage assistance i tilfælde af uventede hændelser, mens Brugeren bruger Køretøjet, er vi ansvarlige for omkostninger i forbindelse med brugen af Tjenesten.
11. EJENDOMSRETTIGHEDER
11.1 Køretøjet, App’en og Hjemmesiden, inklusive alt tilbehør, er og forbliver vores ejendom.
12. BEGRÆNSET GARANTI
12.1 Vi garanterer ikke, at der altid vil være et Køretøj tilgængeligt for Tjenesten. Vi forbeholder sig retten til at udskifte et Køretøj med en tilsvarende model, for eksempel under vedligeholdelse, reparation eller i tilfælde af fejl. Vi forbeholder os også retten til at lukke og/eller flytte til et nyt sted uden forudgående varsel.
12.2 Vi garanterer ikke, at almindelig service kan leveres, hvis Køretøjet befinder sig uden for Den Europæiske Unions område, Norge, Schweiz eller Storbritannien. Hvis der opstår problemer vedrørende Køretøjet, skal Brugeren altid straks kontakte vores kundeservice for at drøfte en løsning på problemet.
12.3 Vi garanterer ikke, at Køretøjets forsikring gælder, hvis Køretøjet i strid med Aftalen befinder sig uden for Den Europæiske Unions område, Norge, Schweiz eller Storbritannien, og/eller Køretøjet bruges af en person, der ikke er autoriseret i henhold til denne Aftale. Hvis forsikringen ikke gælder, er Brugeren alene ansvarlig for alle omkostninger for eventuelle skader på Køretøjet, der opstår i enhver situation.
12.4 Hvis Brugeren uagtsomt forårsager skade, der gør Køretøjet ubrugeligt, har vi ingen forpligtelse til at levere et nyt Køretøj, til at transportere Brugeren hjem eller hjælpe med den videre rejse.
13. SUPPORT
13.1 Tjenesten inkluderer rimelig assistance med hensyn til Brugerens brug af Tjenesten, App’en og Køretøjet, inklusive Vejhjælp.
13.2 Hvis Brugerens behov for Support (herunder Vejhjælp) skyldes brud på disse Vilkår eller overtrædelse af færdselsregler, kan Brugeren eller Brugerens arbejdsgiver blive opkrævet omkostninger til Supporten.